To vaneforbrydere bag tremmer
HASLEV: To mænd på 20 og 29 år fra Haslev-egnen er varetægtsfængslet i fire uger sigtet for blandt andet at have begået række lokale indbrud.
Politiet slog til på en adresse i Haslev-området torsdag aften og snuppede to unge mænd, som man uden tøven kan kalde vaneforbrydere. I hvert fald har begge en række domme for indbrud og tyverier på samvittigheden, og nu kan de så tilføje en perlerække af nye sager.
Dagen efter blev den 29-årige fremstillet i grundlovsforhør sigtet for et indbrud i Næstved og et i Haslev, hvor han sammen med den 20-årige angiveligt stjal et hævekort med pinkode, som de i løbet af tre dage brugte til køb og til at hæve kontanter til en samlet værdi af godt 34.000 kroner.

Den 20-årige nægter at have været med til netop det indbrud i Haslev, ligesom han nægter at have været med til at hæve penge eller bruge kortet - også selvom den 29-årige har angivet ham til politiet, og selvom der findes en overvågningsvideo, hvor man ifølge politiet med tydelighed kan se, det er den 20-årige.
Ved en ransagning på den 29-åriges adresse i Haslev fandt politiet en række effekter - primært computerudstyr - som man mener er tyvekoster.
Han blev fængslet i fire uger.
Den 20-årige blev så fremstillet i grundlovsforhør fredag eftermiddag. Han blev også fængslet i fire uger, da retten mener, der er risiko for, at han vil forplumre politiets arbejde med at fange eventuelle medgerningsmænd i nogle af sagerne.
Spytklatten i vasken
Den 20-årige har i en villa i Haslev stjålet digitale kameraer og nogle kontanter. Det erkender han, hvilket nok er en god idé. Politiet fandt nemlig hans DNA i køkkenvasken, hvor han efterlod en spytklat.Han erkendte også at have stjålet smykker på en anden adresse i byen, ligesom han erkendte at have 3,7 gram amfetamin på sig og 2,1 gram hash, da politiet anholdt ham torsdag aften.
Den unge mand nægtede at have forsøgt indbrud i en forretning i Faxe by, også selvom hans DNA var på en skruetrækker, man fandt nær forretningen. Hans forsvarer, advokat Kim Steen, der protesterede mod varetægtsfængslingen, sagde til mandens forsvar, at man jo ikke kunne kalde det "begrundet mistanke", at der var fundet en genstand med DNA. Så kunne alle jo lægge en eller andens ejendele nær et gerningssted og få en anden dømt, sagde han.
Retten mente nu, at der var begrundet mistanke - dels fordi han jo erkendte de øvrige forhold, og dels fordi han ved tidligere lejligheder er dømt for tyveri.
Det var med i rettens afgørelse, at manden blev løsladt på prøve i sommeren 2009, hvorefter han så nu er sigtet for fire tyverier med cirka en måneds mellemrum.