Birkerød: Paul Willer døde den 23. november. Sådan ser han dog ikke ud, som han sidder spillevende i sin stue i hjemmet i Birkerød i selskab med sin kone Nete og badminton-vennen Frithjof Elmue.

En hjertestarter og et par lynhurtige kammerater i Birkerød Badmintonhal forhindrede, at et hjertestop kostede den 69-årige pensionist livet på en dag, hvor han blot skulle spille badminton.

- Der burde hænge sådan en hjertestarter mange flere steder, og mange flere burde tage et kursus i hjertemassage, siger Paul Willer.

For to år siden tog badmintonklubben, som hører under Aktive Birkerød Seniorer (ABS), initiativ til, at der blev sat en hjertestarter op i Birkerød Badmintonhal, mens 20 af medlemmerne fik et kursus i hjertemassage.

Klubbens medlemmer er alle over 60 år, et af medlemmerne var kort forinden faldet om med en hjerteanfald, så man kunne aldrig vide, hvornår der kunne blive brug for sådan en.

- Vi fik hjertestarteren sat op, fordi vi alle i klubben latent er i farezonen, og vi står ikke stille, når vi spiller badminton. Vi glemmer jo, at vi er oppe i årene. Vi tror, at vi stadig er 20 eller 30 år, siger Frithjof Elmue, der er formand for badminton-klubben.

Siden har hjertestarteren hængt ubrugt på en væg i hallen. Lige indtil en mandag i november.

Du var død

I dagene forinden havde Paul Willer spillet flere koncerter med Fredensborg Brass Ensemble, hvor han spiller es-horn. Mandag var badminton-dag.

- Jeg gik rundt om hjørnet herhjemme og sagde hej, nu går jeg til badminton. Men jeg nåede kun at være fem minutter på banen. Jeg kunne mærke, at jeg blev svimmel, så jeg gik over til nettet og tog fat i stolpen, og så kan jeg ikke huske mere, resten har jeg fået fortalt. Det næste, jeg selv kan huske, er, at jeg vågner op på Gentofte Sygehus, fortæller Paul Willer, der begyndte at spille badminton som 60-årig.

Paul Willer var bevidstløs i 20 minutter, og han var en tur omkring Hillerød Sygehus, før han blev kørt til hjertespecialisterne på Gentofte.

- Lægen spurgte mig, om jeg var klar over, hvad der skete. Jeg fortalte ham, hvad jeg kunne huske, og så sagde han bare, "ja, og så døde du", fortæller Paul Willer roligt.

Frithjof Elmue var med i badmintonhallen den dag. Herrerne spillede double, og han var på modstanderholdet.

- Jeg kunne se, at han blev dårlig. Så jeg gik hen til ham og spurgte, om ikke han skulle lægge sig ned, og to minutter efter klaskede han sammen, husker Frithjof Elmue.

Og så gik det stærkt. Fire mand var lynhurtige med at få fat i hjertestarteren og gik i gang med hjertemassage, som de havde lært sammen på kurset to år forinden, mens andre ringede 112.

- Det var en arbejdsproces, der kørte, hvor man hele tiden var opmærksom på hinanden. Det er utrolig hårdt at give hjertemassage, så vi afløste hele tiden hinanden. Det viste sig at være utrolig vigtigt, at vi var flere, der havde lært det. Det ville have været svært at klare alene.

Var tryg

Efter anfaldet skulle Paul Willer have en by-pass operation.

Sådan en havde han fået en gang tidligere for 22 år siden, så når det er anden gang, foregår det altid på Rigshospitalet. Her fik han sat en lille hjertestarter ind i brystet, som skal sørge for, at han ikke falder om igen.

- Jeg har følt mig meget tryg under hele forløbet. Det værste har været smerterne fra ribbenene. De brækker let, når man giver hjertemassage på den rigtige måde. Der var en blikkenslager blandt dem, som gav mig hjertemassage, og han siger, at han påtager sig ansvaret for det brækkede ribben, smiler Paul Willer, så man fornemmer det humør, der præger ham, når han er på toppen. Man fornemmer også, at sammenholdet i badmintonklubben betyder meget for alle de involverede.

- Men så er der det mentale. Man bliver også skvattet og følelsesmæssig labil. Der skal ikke meget til, før man ikke ved, om man skal grine eller græde, og det er det eneste, man ikke kan, for det gør så pokkers ondt. Der går lidt tid, før man tør tro på, at det går godt. Det kan godt tage op til halvandet år, har jeg hørt, erkender han.

- Jeg er dybt taknemmelig for det, man gjorde for mig. Men jeg har også lidt skyldfølelse over for min kone og mine børn. Jeg selv mærkede jo ikke noget. Der var ikke noget lys for enden af vejen. Der var ikke noget, før jeg vågnede på Gentofte.

Begynder igen

I dag går det, som det skal med Paul Willer. Han er stadig klattet, men det går fremad, og i går kunne han for første gang spille "En rose så jeg skyde" på sit es-horn.

- Når det kommer dertil, skal jeg begynde at spille badminton igen, siger Paul Willer og læner sig frem mod vennen med et ivrigt smil i øjnene.

- Selv om, det godt kan være, at jeg skal på begynderhold.

- Det kan man jo avancere fra hurtigt, svarer Frithjof Elmue.