Ny app skal redde liv

Sms'er og ringende mobiltelefoner er forstyrrende elementer, når man sidder bag rattet. Nu får bilisterne hjælp fra en såkaldt StilleZone App, der holder ringetoner og sms-bib ude af bilen.

- De færreste tænker over det. Men at tale i mobil og sende sms´er, mens man kører, er livsfarligt, fastslår Jarl Ahlers Mortensen, der er formand for Hovedstadens Færdselssikkerhedsudvalg. 

Derfor tilbyder Hovedstadens Færdselssikkerhedsudvalg nu alle bilister en såkaldt StilleZone App til deres smartphone. Applikationen kan sættes til, når man kører, og alle, der ringer, vil få en besked: ”Jeg kører bil, ring senere”.

Hold opmærksomheden på vejen

Mobilapplikationen er udviklet til kampagnen ”Kør bil, når du kører bil” og kan hentes gratis på Android Marked. 

- Kampagnen handler om at få opmærksomheden tilbage i bilerne på de danske veje. For mobilen er ikke den eneste synder. Vi hører radio, trøster børn, indstiller GPS’en, spiser og taler med medpassagerer, når vi kører bil, siger Jarl Ahlers Mortensen. 

Næsten halvdelen af de danske bilister har indenfor det seneste år været i en farlig situation på grund af uopmærksomhed. Desuden viser undersøgelsen, at 23 % af bilisterne læser sms, mens de kører bil og 17 % af de adspurgte bilister sms´er, når de kører bil.
Undersøgelser viser også, at hele 30 procent af trafikulykkerne i Danmark skyldes uopmærksomhed på de danske veje.

Bag ”Kør bil, når du kører bil” står De regionale Færdselssikkerhedsudvalg, Vejdirektoratet og Rådet for Sikker Trafik.

Tilbage til forsiden  >> GadgetsogLir


Tip os
Del din historie eller billeder med sn.dk