Mejding fylder 75

Bent Mejding kan meget snart ses i en ny stor dansk film, når "Dronningen og Livlægen" om den unge dronning Caroline Amalie, Christian VII og kongens livlæge Struensee får premiere i marts.

Bent Mejding spiller udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, der efter en magtkamp bliver udmanøvreret af Struensee, mister sit statsembede og må forlade Danmark.

Lørdag den 14. januar fylder Bent Mejding 75 år, og siden han blev uddannet som skuespiller i 1959 ved Teaterdirektørforeningens Skuespillerskole, har hans liv handlet om at fortælle historier. Enten som instruktør, teaterdirektør, forfatter, billetsælger eller skuespiller.

Hans "tredje karriere" har budt på store filmroller som skoleinspektør i "Drømmen" - en rolle han fik en Robertpris for, faren i "Brødre", sorgforstyrret præst i "Italiensk for begyndere", senioreporter med lig i lasten i tv-serien "Edderkoppen" og borgmester Bræmer i "Forbrydelsen".

Oprindeligt er Bent Mejding kontoruddannet, og det kom ham til gode, da han samtidig med en intensiv skuespilkarriere kastede sig over teaterdrift. I 1961 blev han medstifter og direktør for Ungdommens Teater, der to år efter fik fast adresse på Allé Scenen - det nuværende Betty Nansen Teater på Frederiksberg.

Han ledede teatret frem til 1975 og var selv flittig bag scenen og foran publikum som konferencieren i "Cabaret", titelrollen i "Alfie" og Algernon i "Bunbyrry" - gerne sammen med Susse Wold, som han danner par med privat.

Sammen har de spillet Cowards lystspil "Privatliv" mere end 800 gange. Også Jørgen Varnæs-skæbnen i "Matador" er tæt knyttet til Susse Wolds Gitte Graae, hans elskerinde, der forlader ham, mens han bliver mere og mere alkoholiseret.

Sammen med producenten Niels-Bo Valbro genopvakte Bent Mejding Det Ny Teater og gjorde det til landets førende musicalteater.

En bedrift, som de fleste mente, var umulig. Projektet er senere blevet kaldt en af dansk teaters største succeshistorier. I 1996 forlod han direktørstolen og overlod den til Valbro.

Bent Mejding er gift med skuespilleren Susse Wold. Det blev de på Hawaii i maj 1983. Han har to børn fra sit første ægteskab og nu også børnebørn.

/ritzau/

Tilbage til forsiden  >> De kendte


Tip os
Del din historie eller billeder med sn.dk