Lynæs/Københavns Rådhus: Lørdag den 14. januar var Lynæs/Hundested repræsenteret ved Dronning Margrethe II's fyrre års regentjubilæum på Københavns Rådhus med 25 gratulanter. Det kræver nok en nærmere forklaring. Det faldt sig således, at Det Grønlandske Kor i København, Aavaat nogle måneder tidligere var blevet inviteret til at deltage i festligholdelsen af jubilæet på Københavns Rådhus. Da Aavaat's formand befandt sig i Grønland på det tidspunkt, blev det et af dette kors medlemmer, Poul Ringsted, der tog sig af de praktiske foranstaltninger.

Da Poul er bosiddende i Hundested, og da han også synger i kirkekoret i Lynæs, var det nærliggende, at han på Lynæs Kirkes Kors vegne spurgte arrangørerne, om dette kor måske også kunne være med til at festliggøre dagen. Det var nemlig meningen, at sangere fra en række amatørkor - enogtyve blev det til - og to professionelle kor skulle synge sammen, og svaret var et ja; koret kunne fint møde op med omkring tredive sangere på Københavns Rådhus lørdag den 14. januar og skulle derforuden møde til en prøve ugen før.

Vi i Lynæs Kirkes Kor blev selvfølgelig mildt sagt overraskede, da Poul spurgte os, om det var noget, vi kunne have lyst til at deltage i. Mon ikke! Vi gik straks begejstret i gang med forberedelserne. Det var godt nok ikke et ret vanskeligt program, det var blot to danske sange, Den danske sang er en ung blond pige og I Danmark er jeg født, den sidste i Sebastians udgave. Disse to sange skulle blot skulle synges unisont. En del af de deltagende kor havde imidlertid Sebastians melodi i Frans Rasmussens firestemmige arrangement på repertoiret, så vi og andre kor gik på med krum hals og genopfriskede de fire stemmer - vi havde tidligere på sæsonen blandt andet sunget I Danmark er jeg født ved et arrangement i Frederikssund under ledelse af netop Frans Rasmussen. Så det blev således, at vi sang den ene sang på melodien, og den anden i fire stemmer.

En af udfordringerne var, at de i alt syv vers skulle læres udenad, så det blev til en del hjemmearbejde. Selvom det er dejligt at lytte til Kai Hoffmanns og H. C. Andersens smukke tekster første, anden og måske tredje gang, kunne det nok være lidt enerverende for korfamiliernes medlemmer at høre dem gang nummer hundrede! Vi skulle tage stilling til kvindernes dresscode, grønne, blå, lilla eller hvide tørklæder. Det var svært at vælge, så salomonisk besluttedes det, at hver især tog det tørklæde på, hun følte mest for.

Prøven ugen før gik fint, langt de fleste af de femhundrede amatørsangere var mødt op, sangene blev øvet fra gulvet i Rådhushallen, men uden det orkester, der ugen efter skulle spille til blandt andet vor samsang. Senere blev de sunget fra korenes endelige plads på balkonen, der løber på tre af siderne i hallen. To af korene blev dog af dekorative grunde placeret på gulvet ved de to kortsider, det drejede sig om det færøske kor Húsakórid og det føromtalte grønlandske kor, Aavaat.

Lørdagen oprandt. Vi mødte ved nitiden foran Rådhuset. Vejret var netop de to dage, hvor festlighederne fandt sted, skiftet fra vådt til tørt, fra skyet til solrigt; noget koldt, men to meget smukke dage var det. Hvem der end havde ansvaret for dette, var det godt styret. Sikkerhedsopbuddet var omfattende. De to førnævnte kor, det færøske og det grønlandske havde tilladelse til at have mere end en håndtaske med da de skulle klæde om. Vi andre måtte kun have en håndtaske med, til gengæld skulle de to kors kufferter gennemsnuses af bombehunde.

Fem hundrede sangere, to kors orkestermedlemmer foruden det løse er ganske mange, når der skal tjekkes og dobbelttjekkes. I forvejen havde alle personers CPR-numre været ind over PET til godkendelse. De til korlederne udsendte adgangskort skulle udfyldes og på stedet sammenlignes dels med de tidligere fremsendte lister, dels med de medbragte pas. Men i løbet af en lille time var vi omsider kommet indendørs, havde fået anvist vore pladser på balkonen og kunne lytte til prøve på en til lejligheden komponeret kantate.

Klokken tolv begynder gæsterne at ankomme, til venstre set fra orkesteret sidder en lang række politikere og embedsmænd, til højre de royale fra Norden, Norges og Sveriges kongepar, kronprinseparret, dronningens søstre med mænd, Prins Joakim og en række andre personer med tilknytning til Dronning Margrethe. En masse kindkys og krammere udveksles. På slaget et kommer dronningen og prinsgemalen, og forestillingen kan begynde.

Jeg siger forestillingen, for det er en forestilling. En storslået forestilling. Trods det, at alt selvfølgelig er tilrettelagt til mindste detalje, er der en begejstring at spore i de forskellige indslag. Disse er nogle korte taler, nærmere korte forklaringer, af Frans Rasmussen, der leder det hele, den omtalte kantate, Tivoli-Gardens Musikkorps, der spiller en til lejligheden komponeret march, Greve harmoniorkester, der spiller til resten. Og så altså de to danske sange der glad og begejstret lyder fra vore femhundrede struber.

Det er vanskeligt at beskrive den utrolige følelse, det er at være en del af dette fællesskab. Det fællesskab, der på denne måde er sammen om at hylde dronningen. Enhver dronning eller konge ville selvfølgelig blive hyldet ved en sådan begivenhed, men ved hyldningen af Dronning Margrethe er det ikke blot "Dronning" vi hylder, men i lige så høj eller i endnu højere grad "Margrethe," vores hyldest er rettet imod. Hun, der har udfyldt sin rolle som dronning på den fornemste måde, men også på den mest menneskelige gennem fyrre år.

Derfor deltog vi med glæde og begejstring i dette storslåede festarrangement. Det var dejligt at se, at dronningen var inderligt fornøjet over de kærnedanske indslag, kantaten, marchen og fællessangene - og glad sang med på dem.