Mountainbike: Han havde egentlig prøvet det i flere år, Henrik fra annonce-afdelingen. At overtale mig til at stille op til flere timers pinsel, eller det som andre kalder MTB-Marathon.

- Kom nu, der er ingen fra redaktionen, der har gennemført, lokkede han.

Og det var jo rigtigt. Flere af mine kolleger havde tidligere opgivet af den ene eller anden grund, men i flere tilfælde var det altså også 103 kilometer, de havde stillet op på.

Nu er der også en 47 kilometer distance, og de n passer lidt bedre til begyndere. Så da min tre-gears-cykel i foråret gik til de evige Riis-marker, købte jeg en billig mountainbike. Den er mest blevet brugt til den daglige tre kilometer lange asfalttur til arbejde, men cirka en gang om ugen har jeg taget en 15-30 kilometer lang tur på de store stier i Gribskov på vej til arbejde, og det nød jeg. Der er ingen biler, og jeg møder kun mere end to personer, hvis der er en større skovtur i gang.

Så jeg sagde ja, og i søndags holdt jeg så mellem de mer e end 300 ryttere, der lige som jeg havde valgt at tilbringe en anderledes dag i skoven på den korte distance. Jeg følte mig lidt som en fremmed, for det var altså maver uden ret mange fedtdepoter, cykelsko og velpudsede cykler med megadæk, der holdt omkring mig. Jeg lod øjnene vandre videre og så var der alligevel en del, der lignede mig.

- BANG, BANG, BANG, BANG!

Startpistolen lynede, og så buldrede feltet af sted. Jeg havde placeret mig i den forreste del af feltet og prøvede at følge med.

Obi Wan Henriks råd

- Lad være med at prøve at følge med de andre. Kør dit eget tempo, og når der så er gået 30 kilometer, kan du sætte farten op, hvis du kan, lød annonce-Henriks stemme i mit indre øre, som var det Obi Wan Kenobi, der belær te Luke Skywalker.

Nu sad jeg på en mountainbike i stedet for i et rumskib, så jeg trådte i pedalerne det bedste, jeg kunne, og fulgte rimeligt godt med. Men da de første store bakker begyndte at komme, begyndte benene at træde en hel del langsommere r undt - omvendt proportionalt med tempoet i vejrtrækningen.

Igennem de næste 10 kilometer forstod jeg hvilken viis mand, Henrik er, og jeg sænkede tempoet - også fordi inderlåret fortalte mig, at det ville gå i krampe, hvis jeg fortsatte. Rytter efter r ytter strøg forbi, mens de eneste jeg overhalede, var de helt stillestående med lappegrejet fremme. Drikkedunken blev hevet frem med mellemrum, men det er altså svært at synke på en bulet skovsti, skulle jeg hilse at sige. Til gengæld var det lidt nemmer e at nyde oktobersolen på den vindstille dag.

Efter cirka 20 kilometer følte jeg mig nogenlunde frisk igen og trampede atter lidt hårdere i pedalerne. Jeg kunne pludselig holde kontakt med en større gruppe foran, og da vi for alvor indledte de små stie rs kørsel, satte jeg mig på hjul af én. Jeg følte egentlig sagtens, at jeg kunne have smuttet forbi ham, men fulgte blot efter, og da vi kom ud på de lidt større stier igen, var det min tur til at overhale.

Jeg havde det godt, og så dukkede depotet op kort før 30 kilometer-skiltet. På det tidspunkt lå jeg nummer 114 - 19 minutter efter den førende rytter, fandt jeg senere ud af. Jeg steg af, klemte et par halve bananer ned og drak lidt mere væske, inden jeg greb tre halve chokolade-energibarer, som je g tog med i hånden.

Så begyndte det at gå galt. Jeg ved ikke, om det var depot-afbrydelsens skyld, men jeg følte mig pludselig tung i benene, og samtidig smeltede lidt chokolade i min hånd, så det blev sværere at holde fast i styret. Jeg tror kun, jeg nåede at cykle én kilometer, inden der kom en lidt stejl bakke, og så krampede låret. Jeg hoppede af og vraltede op ad bakken i samme tempo som en and. Der var ikke andet at gøre end forsigtigt at klatre op på cyklen igen og pedale. Det gik langsomt. Meg et langsomt. Men efterhånden kom der dog lidt mere gang i cyklen igen, og da vi kom ud af Store Dyrehave og over på de små stier i Hillerød mellem Fredskovhellet og Østervang, stod en af mine kolleger, der var med til at vise vej:

- Hej Kim, ha ha, lød det.

Da cyklen skred

Jeg tror, det fik mig til at sætte tempoet lidt mere op, og kort efter var der god fart på, da vi var på vej ned ad en stor bakke. Så skred cyklen under mig.

- Pis, tænkte jeg, mens jorden kom nærmere, for jeg gad ba re ikke at skulle udgå med en defekt cykel med mindre end 15 kilometer igen. Den kunne da heldigvis også køre, fandt jeg ud af, da jeg havde bakset lidt med styret, der var vendt en omgang.

Jeg cyklede videre, og nu var det virkelig de små stier. Da vi nåede Gribskov, var jeg lidt mere rolig, for Henrik havde sagt, at der var to-tre kilometer på ridestier i starten. De var hårde, og det var da til at overse.

Underlaget var også hårdt, men hvad Henrik ikke havde fortalt var, at man skulle fortsætte på de små stier stort set gennem hele vores rute i Gribskov, så jeg kørte hele tiden og ventede på at komme ud på en større sti, der er meget nemmere at køre på.

Det sværeste ved de små stier er bakkerne, som er svære at komme op ad, hvis der er én me d et lidt lavere tempo foran. Og det gør det ikke nemmere, når man ikke har en lav gearing og en krampe lurer lige om hjørnet. Da min kilometertæller samtidig viste, at jeg havde kørt 40 kilometer, blev jeg lidt småsur, for 40 kilometer-skiltet dukkede f ørst op langt senere (tælleren var åbenbart gået i stykket ved styrtet).

Da vi nåede til skovens udkant, vidste jeg, at der ikke kunne være langt igen. Jeg havde på forhånd bestemt, at jeg skulle give alt, hvad jeg havde i mig til sidst, men det var d er vist også andre, der havde, for det var ikke så mange, jeg passerede. Inden vi skulle hen på vejen ned mod Frederiksborg Slot, gik det opad i op mod en kilometer.

- Nej, hvor kører han langsomt, tænkte jeg om én foran mig.

Ta' den Zabel

Jeg smuttede venstre om og passerede også en anden, og så syntes krampen lige, at den ville hilse på igen. Jeg fik mig hevet op over bakken, hvorefter der ikke gik lang tid, inden de jeg netop havde overhalet fik hævn.

Heldigvis var det slut med at køre op ad og med en kilometer igen, kunne det godt lade sig gøre at få lidt fart i cyklen igen, og lige før målstregen hamrede jeg forbi den ene igen. Ta' den Zabel.

At benene ellers ikke ville som jeg på de sidste 17 kilometer, kunne i øvrigt ses. Je g røg fra nummer 114 ned som nummer 142 i sluttiden 2,22.24 timer og tabte yderligere 19 minutter til vinderen på de sidste 17 kilometer.

Lad være at ta' den Zabel.

Men okay. Jeg gennemførte. Vent bare til næste år...