Hillerød: - Det er du da ikke i form til.

Den bemærkning har jeg hørt et par gange her for nylig og nej, jeg er ikke toptunet mountainbikerytter, men 47 kilometers skovtur på cykel kan jeg da sagtens klare med mit kondital på motionsniveau. For det, man ikke har i formen, kan kompenseres med lidt stædighed, tålmodighed og viljestyrke.

Så jeg stillede endnu engang op i rækken af deltagere, da startskuddet lød søndag morgen til årets Merida MTB Marathon i Gribskov. Over 1100 mænd, kvinder og seje børn havde meldt sig til, så køen i startboksen rakte hele vejen fra Posen til Torvet. Og det var blevet koldt. Væk var de smukke, solrige efterårsdage. Goddag til gråvejr, regn og stiv kuling, så tøj og sko var stort set gennemblødte, inden slottet var passeret.

Som en jockey

Men pyt. Man holder jo varmen, når man sådan tramper af sted i pedalerne og indimellem næsten kan føle sig som en jockey i toppen af stigbøjlerne på en rask væddeløbshest.

I hvert fald de første 10-20 kilometer. Og så var det, at vejret og de 1000 andre ryttere foran havde lagt forhindringer i vejen. Det er jo ingen sag at køre 103 kilometer, når man bliver sluppet først ud på ruten og så i øvrigt er yngre, stærkere, mindre, lettere og mere veltrænet end os i bagtroppen.

Næ - der skal mindst lige så mange kræfter til at slæbe 10-20 kilos velfærdsovervægt igennem mudder til navet. Det er så hårdt, at man næsten ikke sanser den smukke skov med en myretue i mandshøjde og de flotteste røde fluesvampe, der lyser i skovbunden. Ind imellem lyder der forbandelser og brøl, når en af de andre deltager kører fast i en samling brunsort dyppelse, der ville gøre selv Klodshans misundelig, men der er kun én vej hjem til det varme bad, der venter forude, og det er at følge pilene.

Og sådan tramper og sjasker vi af sted, indtil der igen er asfalt under hjulene og Frederiksborg Slot rejser sig forude.

Det lykkedes uden form, men med en god portion vilje.