Du er her:  Forsiden >> sn.dk>> Lokal>> Allerød
18. juni 2013
e-avisen
kontakt os
nyhedsbrev
billedserier
tv
debat

Sydstaternes brigade er klar til slag.
Foto: Lars Skov
Allerød - 05. august 2012 16:49
Print artiklen Tip os Tip en ven Del på facebook Vis galleri

Send artiklen Historiske kampe på slagmarken i Høvelte til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:

Historiske kampe på slagmarken i Høvelte

1 har anbefalet denne artikel
Høvelte: Foreningen Nordstaterne udlevede i weekenden deres hobby i Høvelte ved at genskabe flere slag fra den amerikanske borgerkrig. Søndag stod slaget ved Cross Key fra den 8. juni 1862 på programmet. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- 26. north Carolina, fall in!, lyder det på amerikansk, hvorefter en flok mænd iklædt grå og brune uniformer stiller op, vender om og begiver sig ud på slagmarken lidt derfra. De er en sydstats-brigade fra den amerikanske borgerkrig og er på vej i kamp imod rivalerne fra nord, som tidligere har begivet sig ud i terrænet. Kort efter gjalder lyden af skud og trompetfanfarer igennem området, og der bliver råbt - igen på amerikansk. Brigaden har fundet fjenden i de blå nordstatsuniformer, og nu er slaget i gang. Skuddene falder tæt, og røgen fra geværerne spreder sig ud over området.

Selv om man kunne blive forledt til at tro noget andet, så udspiller scenen sig i danske Høvelte, hvor en del af medlemmerne af Nordstaterne har sat weekenden af til at genskabe flere slag fra den amerikanske borgerkrig - såkaldte reenactments.

- Den amerikanske borgerkrig varede fra 1861 til 1865, og de slag vi genskaber i denne weekend er fra 1862, fortæller Christel Kronby, eller colonel C. Kronby, The Federal Brigade, som hun skal tituleres, når Nordstaternes medlemmer som nu mødes for at genskabe borgerkrigens slag.

De er omkring 70 medlemmer, og i denne weekend er cirka halvdelen af dem samlet. Det gik for alvor løs fredag, hvor sydstats-brigaden fredag aften gik ud og lagde sig til at sove i området, mens de ventede på, at der måske skulle ske noget.

- Ved 4-tiden hørte vi, at nord blev vækket af deres trompetist, og så vidste vi, at vi nok skulle være på vagt. Vi rullede vores tæpper sammen og satte vagtposter ud, og så blev der pludselig skudt, siger Christel Kronby.

Derefter gik weekendens første slag i gang, og selv om omstændighederne omkring slaget ikke ligger fast, og deltagerne ikke ved, hvornår det går løs, så ved de til gengæld på forhånd, om de er på den vindende eller tabende side. For man laver ikke om på historien.

- Det her arrangement, som vi har en gang om året, går ud på, at vi gengiver historien. Og i år er det syd, der vinder de slag, vi gengiver. Så skifter vi til næste år og genskaber nogle slag, som nord i sin tid vandt, så man både prøver at tabe og vinde, siger Christel Kronby, der på den varme sommerformiddag står iført fuld nordstatsuniform med lang uldfrakke, uldvest og uldbukser.

Foreningen har eksisteret siden 2000, og Christel Kronby har selv været med siden 2004. Medlemmerne er en broget skare og tæller blandt andet en politibetjent og en vicevært. Christel selv er projektassistent hos FL Smidt. Deres indgangsvinkler til hobbyen med at genskabe slag fra den 150 år gamle amerikanske borgerkrig er også forskellige.

- Nogle er interesseret i historien, mens andre er interesseret i våbnene og synes, det er sjovt at lege med dem. Og så er der også nogle, der er interesseret i militærhistorie, siger Chrstel Kronby, der selv er meget interesseret i historien.

- Min interesse begyndte reelt, da jeg så tv-serien Nord og Syd. Tydeligvis ikke på grund af kjolerne, men fordi jeg blev interesseret i, hvad der fik folk til at krige hinanden på den måde. Der var jo venner og familie, som kæmpede imod hinanden, siger hun.

Uanset indgangsvinklen så går medlemmer meget op i at bevare det autentiske miljø, når de mødes for at udkæmpe slag. Derfor er bilerne parkeret et godt stykke væk, så man ikke kan se dem, og mobiltelefonerne pakket væk. Derfor er de alle klædt i genskabte uniformer fra dengang. Og derfor lever de primært af stegt flæsk, bønner og æg samt kaffe tilberedt over bålet.

- Det er meget sjovt at blive udfordret lidt på den måde og blive trukket ud af sin travle hverdag. Toilettet er et hul i jorden bag en teltdug og en potte under sengen, og vi har hverken rindende vand eller elektricitet. Man får lov til at være lidt primitiv, siger Christel Kronby.

- Company prepare to hold!, lyder det pludselig bag hende.

De to brigader er tilbage i lejren, og slaget er slut. Det samme er gengivelsen af den amerikanske borgerkrig for denne gang. Nu skal lejren med de autentiske telte, mad over bålet og halm i bunden af teltet pakkes sammen.
Historiske kampe på slagmarken i Høvelte
Det ligner Amerika i 1862, men det er 2012 i Høvelte.
Foto: Lars Skov

Tilbage til forsiden  >> sn.dk >> Lokal >> Allerød



Tip os
Del din historie eller billeder med sn.dk

Kontakt redaktionen