Få mere ud af din Ipad

Endelig!

Efter at have ledt et godt stykke tid, er det nu lykkedes at finde et rigtigt tastatur til min Ipad, hvor tastaturet samtidig er en del af det beskyttende etui til Ipad'en. Det har længe været en mulighed til Ipad2, men ikke til den første udgave af Ipad, der er lidt tykkere. Heldigvis har Deltaco nu lanceret en løsning, der virker både til Ipad og Ipad2.

For selv om det er rigtig smart med touch-tastaturet i selve Ipad'en, så duer det ikke rigtigt, når man skal skrive længere tekster på mailen eller til at tage notater med. Mine fingre er i hvert fald ikke designede til det. Derfor har min brug af Ipad'en været begrænset.

Det nye tastatur er på dansk, og bogstaverne sidder, som de skal - med undtagelse af bogstavet ø, men det er til at leve med - om end det på længere sigt bør justeres.

Forbindelsen mellem iPad og tastatur foregår via Bluetooth, så der er ikke noget rod med kabler. Tastaturets energikilde er et indbygget genopladeligt batteri, som oplades via USB.

Når man bruger tastaturet, kan man stille Ipad'en op. Der er en støttefunktion på bagsiden af etuiet, så tastaturet kan ligge fladt på bordet, mens skærmen står lidt på skrå. Synsfeltet til skærmen kunne være bedre, men det fungerer. Til gengæld bliver Ipad'en for klodset at bakse rundt med i sofaen, hvis man vælger at beholde den i etuiet med det indbyggede tastatur. Den slags er der heldigvis råd for. Man kan skifte til det gamle etui og kun bruge det nye, når man bruger sin Ipad som en bærbar pc. Prisen for det nye etui er 399 kroner. Det er billigt i forhold til så mange andre løsninger med løse tastaturer og samtidig en kraftig værdiforøgelse af Ipad.

Tilbage til forsiden  >> GadgetsogLir


Tip os
Del din historie eller billeder med sn.dk