Køge: Der var intet, der tydede på, aftenen skulle blive et vendepunkt i "Mariannes" liv.

Hun havde netop sagt farvel til sin 26-årige søn Nikolaj, der ville besøge en ven i nærheden. Hun iførte sig en morgenkåbe, og satte sig i køkkenet for at få sig en kop kaffe.

Og så brød helvede løs.

Hvad der skete efterfølgende har chokeret hende i en sådan grad, at hun ikke længere kan sove ordentligt om natten, og hun lever i evig frygt for drengebanderne i området. Marianne fortæller sin historie til DAGBLADET omringet af flyttekasser. Hun står frem i håb om at andre beboere i Ellemarken med lignende historier vil overvinde deres frygt og stå frem.

Frygter for sit liv

Hun frygter stadig for sit liv, og optræder derfor under pseudonym.

- Så snart jeg hørte glasdøren til opgangen smække, så vidste jeg, at den var gal. Jeg har hørt den lyd mange gange før, og det er altid tegn på ballade, siger Marianne.

Et splitsekund senere går hendes hoveddør op med et brag, og sønnen Nikolaj styrter stakåndet ind i entréen. Uden at stoppe fortsætter han ind i stuen og gemmer sig under sofabordet.

- Jeg hører ham råbe "Mor, mor, de vil tæske mig, spær døren eller find noget at slås med". Jeg tænker bare "nej, nej det her går ikke", og så begynder de at hamre på døren, siger Marianne.

Lejligheden ligger i stueetagen, og udenfor slår en gruppe unge ring omkring bygningen.

Alle lejlighedens vinduer kan nås fra fortovet - og det benytter de unge sig af.

- De bankede på alle vinduerne. I stuen, soveværelset og køkkenet, og de sparkede på døren, og så råbte de. "Dit ludersvin, du er færdig. Vi vil have din søn" , siger Marianne.

Hun er vant til tilråbene. Omgangstonen blandt de unge er rå, og det er heller ikke første gang, at nogen forsøger at sparke hendes dør ind. For hende er det en del af den daglige rutine at barrikadere døren med brædder fra en sengeramme, før hun går i seng. Denne aften har hun ikke nået det, og hun føler sig mere sårbar end nogensinde før.

- Jeg er så bange, at jeg finder en stor køkkenkniv og et rundboldbat, og så stiller jeg mig ud foran døren. Jeg har ikke lyst til at gøre nogen noget, men ingen skal slå min søn. Jeg ville helst bruge battet, men jeg var klar til til at bruge kniven, siger Marianne.

Råbene og sparkene mod døren fortsætter, og dørkarmen flækker til sidst. Marianne finder sin mobiltelefon og ringer 112.

- Jeg råber ud til dem, at jeg har ringet til politiet. Der går et splitsekund, og så forsvinder de i tre-fire biler. Politiet kommer hurtigt, og de tager min søn med sig, og så siger de, "Marianne, din søn kan ikke være her, og så tog de ham med sig. Jeg har ikke set ham siden, siger Marianne.

Hun mener Ellemarkens unge har sat en skydeskive på sønnen, fordi han har boet i et andet boligområde, der i bandernes optik er fjendtligt territorium.

- Men han har intet med bander at gøre. Han har aldrig gjort nogen noget, men alligevel er de efter ham. Han er rædselsslagen, og han tør ikke komme i området mere. Mine børn betyder alt for mig, og jeg kan ikke bo et sted, hvor de ikke kan besøge mig, siger Marianne.

Flytter fra området

Der er gået to måneder siden episoden, og hun har pakket flyttekasserne. Hun er bitter over at skulle flytte, men prisen for at blive boende er blevet for høj.

- Og jeg er ikke alene. Der er mange herude med lignende eller værre historier. Banderne generer generelt ikke almindelige mennesker, men hvis de først ser sig sure på dig, så gør de dit liv til et helvede. Jeg kan ikke holde til mere, siger hun.

Nikolaj og Marianne er opdigtede navne. Deres rigtige identitet er kendt af DAGBLADET.