Mountainbike: Når man en råkold efterårsmorgen debuterer som mountainbikecyklist og i selskab med tusind mænd og 56 kvinder står på Slotsgade i Hillerød og venter på at få lov til at få lårbasser og lægge syret til foruden at blive fem år ældre på en formiddag, så er det man kan konstatere, at deltagerne kan deles op i tre klasser: Der er de professionelle, der er amatørerne og så er der nogle få, der ligesom jeg, tilhører den olympiske klasse.

Det holdt ellers hårdt med at finde frem til en redakt ionel deltager. I mange år har Frederiksborg Amts Avis stillet en journalist til rådighed, så efterårets store motionsbegivenhed ´Bikers Best Løbet - MTB Marathon´ i de nordsjællandske skove kunne blive behørigt beskrevet men at dømme efter vandrehistori erne på avisens gange fra de tidligere, overlevende deltagere, så er det ikke noget, man bare lige gør.

Blandt sweeper og kramper

Bladets chefredaktør kunne for eksempel berette om kvalerne ved at følges med løbets ´sweeper´, der sikrer, at alle deltagere kommer ud af skoven igen. Det var så ydmygende, at han til sidst droppede ud for at trille træt og sluk-øret hjem, mens sidste års kandidat havde vredet sig i krampe-smerter i flere minutter ude på ruten.

Derfor var der heller ikke meget respons, da dette års deltager skulle findes blandt kollegerne. Alle havde meget travlt med at stirre koncentreret ind i computerskærmene, da eftersøgningen gik i gang. Til sidst forbarmede jeg mig, for hvor svært kan det være at cykle rundt i skoven på en veludstyret cykel.

Nu er vi jo nogle damer, der med glæde og højt humør hvert år tilbagelægger "Tøserundens" 112 kilometer landevejscykling, så 47 kilometers skovtur er jo ingenting i den sammenligning.

På hjul

Selvom jeg ikke havde cyklet meget de sidste tre måneder, så tog jeg imod udfordringen og trampede derudaf i hjulene på alle de andre. Det var en af de søndage, hvor skoven bare var fantastisk.

Fuld af svampe, myretuer, duftende stakke af granstammer, modlys og dæmpede lyde. Det nåede jeg ihvertfald at registrere samtidig med, at jeg bumlede ud af grusede skovveje og op og ned ad plørede, knoldede stejle stier. Et sted foregik det bagved en brølende medsøster, der hverken ville overvindes af bakken eller mig. Det blev hun nu alligevel, selv om cykelløb ikke handler om at være stærkest og komme først. Eller om at have det nyeste udstyr inklusiv funky cykelbriller. Eller om at fylde sig med energigele for at ryste sine modstandere af, men om i den rette olympiske ånd at være med. At være del af en flok, som gør noget sammen. Ligesom skihopperen ´Eddie the Eagle´ kaste sig ud over kanten med bekymringen mejslet i ansigtstrækkene, lige indtil man vaklende lander på jorden igen og kan løfte armene i vejret med et bredt, forløst og lettet smil. Jeg gjorde det. Jeg klarede det. Jeg var med.

Olympisk tid

´Gennemførte du?´, lød de overraskende spørgsmål på redaktionen bagefter.

Ja, selvfølgelig gennemførte jeg og endda i den olympiske tid ´3:23:19´.

Og forresten drenge, så bankede jeg og de andre gamle piger fra HUK Håndbold senere på eftermiddage lige Ålholm ud af banen.