Hvis Bruce Springsteen er Roskilde Festivals svar på en fest-onkel, så er Björk den sære tante, hvor man aldrig rigtig ved, hvad hun kan finde på at sige, men som altid er interessant at høre på.

Hvor man med Springsteen stort set ved, hvad man får - en tre timer lang fest med rock af den gamle skole - er det altid et spørgsmål, hvad Björk dukker op med.

I sine fire tidligere solo-optrædener på Roskilde har hun stillet op med alt lige fra en enkelt musiker til en hel blæsersektion. Til dette års afsluttende koncert på Orange Scene medbragte hun et islandsk kvindekor og to musikere samt et sceneshow, der bød på videoprojektioner, lyn-effekter, lysfontæner og fyrværkeri.

Musikalsk set kan Björk heller ikke beskyldes for at være forudsigelig eller for at stryge publikum med hårene. Ved aftenens koncert blev der således spillet en del numre fra det seneste album "Biophilia", hvor hun har eksperimenteret så kraftigt med udtrykket, at nogle af sangene er tæt på at være melodiløse frem for melodiøse.

Det er nærmest som om, at Björk siger til publikum: Det er her, jeg befinder mig lige nu, så spring på, hvis I har lyst, men jeg stopper ikke for at vente på jer.

Det forbløffende - og egentlig også opmuntrende - er, at der stadig er så mange, som hænger på og lader sig udfordre. Og dem, som tog med på aftenens tur, kunne gå fra festivalpladsen ved vidende, at sådan kan man også vælge at spille foran et stort publikum på Orange Scene.