Debat

Helsingør: ikke alle børn har det lige nemt - af mange forskellige årsager. Nogle af disse børn ender med at blive anbragt uden for hjemmet - enten i form af en frivillig anbringelse eller en tvangsanbringelse. I langt de fleste tilfælde vil barnets behov blive varetaget på bedst mulig vis af enten en plejefamilie eller en institution. Kommunerne fører tilsyn - og forhåbentligt opdager de, hvis der er noget galt på anbringelsesstedet. Men af og til går det alligevel galt. Diverse avisoverskifter i dagspressen vidner om dette og giver anledning til refleksion over, hvordan vi kan sikre disse børn bedre - for det er aldrig i orden, at børn svigtes på den måde.

Ifølge loven skal man hjælpe barnet med at finde en person i familie eller netværk, som kan udpeges til at være støtteperson for barnet. Dette er ikke en ret for barnet. Hvis det ikke er muligt at finde en person der er egnet til opgaven - eller ønsker at påtage sig opgaven, får barnet ingen støtteperson.

Mange anbragte børn får ingen støtteperson. Dette ønsker vi i SF ændret.

En støtteperson skal være en voksen som barnet har jævnligt kontakt til - en person barnet kommer til at kende så godt, at barnet vil betro sig til personen.

Det er ikke alle anbragte børn, som har behov for en støtteperson, de har måske både familie og netværk, der kan hjælpe. Men nogle anbragte børn er meget alene, og kan have brug for en støtteperson at betro sig til. Dette kunne f.eks. gælde for børn som ingen kontakt har til familie eller andet netværk - eller for børn der er tvangsanbragt. For disse børn burde det være en ret, at kunne have kontakt til et voksent menneske - at kunne få en støtteperson.

Det vil SFarbejde for.