Næstved: Der bliver pludselig råbt "politi", men Rasmus Meyhoff Hansen tager det roligt. Demonstrationen er mindre end en time gammel. Han holder sig ude i siden af gaden sammen med hans 53-årige onkel og en kammerat. Begge Næstved-drenge er 15 år, og har set frem til den store dag.

Klokken er 14.41, og det viser sig snart, at de følgende 12 timer og 35 minutter denne lørdag 12. december altid vil blive husket som en rigtig dårlig oplevelse i politiets varetægt. Politiet fører onklen væk, og nægter at lytte til opfordringen om at frigive de to mindreårige drenge.

Politiet så sort

Rasmus Meyhoff Hansen havde et skilt i hånden, hvor der stod: Lad de rige betale. Han tror mere det var farven på hans jakke, der er årsag til, at han fik bundet hænderne på ryggen med kabelbindere og sat på række i "futtog" på asfalten. Den autonome "Sorte Blok" havde fået lov til at gå med i det store optog.

- Vi sad først og ventede i halvanden time, og der gik yderligere to timer med busturen til burene i Valby. Vi kunne ikke få af vide, hvorfor vi var blevet anholdt, siger Rasmus Meyhoff Hansen.

Udlænding kastet ud af bus

Han er forarget over politiet. Det var som om, at de især havde set sig onde på udlændinge. I bussen bad en dansktalende mand af asiatisk afstamning om at komme på toilettet. Han får klart nej, og må til sidst give op og tisse i bukserne.

- Så blev han ført ud af bussen og skubbet ud så han lander med hovedet først. Hænderne var jo bundet på ryggen. Han kommer ikke tilbage i bussen, siger Rasmus og kigger ned i køkkenbordet.

Yngste mand sidst løsladt

Rasmus fortæller, hvordan skal læse alle detaljer op fra sit sygesikringsbevis mens politiet holder det. Hans egendele - heriblandt et drabeligt gebis, som er købt i en rollespil-butik - bliver lagt i en kasse, og fange nr. 905 bliver ført til bur nr. 9.

- Jeg ved, at lømmelpakken giver børn på 15 år ret til telefonopkald. Jeg får fat i betjent, men får af vide, at "hvis jeg har styr på alt det der, så er jeg nok ikke 15 år".

Rasmus får ikke lov til at ringe. Kammeraten er løsladt, og efterhånden som tiden går er Rasmus den sidste tilbage i de tyve bure. Politiets egne registreringspapirer er blevet væk.

- Jeg føler mig krænket og udstillet. Jeg vidste, der var en risiko for at få frarøvet min frihed, men jeg havde ikke drømt om, at jeg ikke ville blive hørt. Og når man bagefter hører, at politiet er tilfredse med, at de kun fik fat i de aller værste, så bliver man sur, siger Rasmus Meyhoff Hansen.